Vejen til Hells Angels Denmark og udviklingen efter HA fik sin første afdeling i landet
I 1975/76 fik de første danske rockerklubber kontakt med udenlandske rocker -og bikerklubber. Iron Sculls MC fra Greve inviterede Hells Angels MC Hamburg, der dengang var den nærmeste Hells Angels afdeling på besøg. De tyske engle besøgte Iron Sculls i få timer, hvorefter de meddelte Iron Sculls-rockerne, at de kunne henvende sig igen om nogle år.
Bedre gik det med kontakterne til Holland. Nomads MC fra København, havde på en mc-ferie mødt nogle medlemmer fra en klub i Amsterdam, som kaldte sig Hells Angels. Der var tale om en bogus-klub (uoriginale Hells Angels) men de søgte senere optagelse i Hells Angels MC World. Hollænderne besøgte danskerne og omvendt.
I 70’erne var det almindeligt, at rockerklubberne sloges mod hinanden. De chikanerede og drillede hinanden og rettede af og til små angreb mod medlemmer fra andre klubber. På et tidspunkt udviklede det sig til alvorligt fjendskab mellem nogle af klubberne. Først på grund af mandlige æresbegreber, spænding, internt omdømme og hævn for ydmygelser. Senere blev det en kamp om overlevelse mellem to stilarter, som ikke kunne eksistere side om side.
Det, der for alvor satte danske rockere på kurs mod Hells Angels- og bikerkulturen, var dannelsen af Unionen. Fire af de største og (dengang) mest berygtede rockerklubber slog sig sammen under fælles parole: Angels Friendship. Klubberne var Iron Sculls, Dirty Angels, Galloping Goose, og Nomads. De ville være Hells Angels, nogle af hele hjertet, andre for spændingens skyld eller fordi de bare fulgte trop.
I vinteren 1977, kort efter dannelsen, bestod Unionen af mere end 100 mand. En langsom udskillelsesproces satte i gang og kontakten til Holland intensiveredes. Tyskerne blev der holdt afstand til, de var for anderledes og havde været afvisende. De danske rockere mente at de var de bedste, og brød sig ikke om tyskernes overlegne facon. At tyskernes væremåde blot var et synligt bevis på, at tyskerne var ældre og repræsenterede en anden og mere seriøs livsstil, fattede ingen. Men ideen om at blive rigtige HA’ere spøgte og udviklede sig i rockernes smalsporede hjerner. Der var ingen vej udenom, de måtte spørge Hamborg, der var nærmeste HA-afdeling.
En måned senere – i påsken 1978 – kom 16 HA’ere fra Hamborg på besøg. Modsætningerne mellem de to stilarter rocker-perioderœset og biker-livsstilen viste sig tydeligt. Tyskerne var ældre, mere satte og afdæmpet i deres opførsel. De var rene i tøjet og de danske rockere lavede sjov med, at tyskerne havde gulvtæpper i deres klubhus. Det blev dengang betragtet som latterligt, at man ikke kunne spytte på gulvet i sit eget klubhus. Danskerne var de bedste rockere i Danmark – nu stod de over for de bedste bikere i verden – det endte i et kæmpe slagsmål.
Uanset denne noget “utraditionelle” begyndelse, modtog Unionen kort efter et brev fra Hells Angels MC Europe om, at de var optaget som hangaroundclub. Klubben bestod nu af ca. 50 mand og valgte ved afstemning, at gå prøvetiden under det fælles navn Galloping Goose MC. I perioden derefter forlod flere klubben, eller de blev smidt ud. Enkelte andre kom til, men det var allerede blevet sværere at komme ind. Udskillesesprocessen fortsatte og uden at tænke over det skiftede medlemmerne og klubben langsomt stil. Det var blevet alvor for de rigtige. Biker-livsstilen holdt sit indtog i Danmark.
De gamle konflikter mellem Bullshit og nu Galloping Goose MC ulmede stadig, men det vigtigste for klubben lå nu uden for landets grænser. Denne udvikling med de mange nye indtryk fra rigtige bikers og den internationale bikerscene, gjorde at der opstod et skel mellem på den ene side Galloping Goose (Gæssene i folkemunde) og de fleste af landets øvrige “rockerklubber” der fulgte med udviklingen, og på den anden side Bullshit der forblev rockere. Selvom det blev forsøgt at få alle med, blev kløften mellem det gamle og det nye stadig dybere. Rockerne og bikerne var på kollisionskurs.
I efteråret ’79 blev Copenhagen godkendt som prospect-afdeling, dvs. prøve- afdeling til Hells Angels MC Europe. 30 mand fik den nederste bue MC Denmark påsyet deres veste. Galloping Goose MC eksisterede ikke længere. Det beskidte look forsvandt, nazi-flag og andet ligegyldigt ragelse blev taget ned fra væggene, og andre motiver og symboler fra Hells Angels -og bikermiljøerne rundt om i verden prydede nu klubhuset. Ingen borgere måtte længere provokeres eller tæves, medmindre der var tale om selvforsvar. Ordet “borgerdyr” brugtes nu kun sjældent.
Nytårs aften 1980/81 blev Copenhagen på et møde i Schweitz stemt ind som den fyrretyvende HA-afdeling i Verden. Under prøvetiden var medlemmerne blevet mere og mere optaget af klubben. Dens sammenhold, spændingen og individualismen, der trivedes trods det tætte fællesskab. Det frie liv, køreturene, festerne, pigerne, rejserne og modstanden de mødte. Kun 22 mand havde klaret prøvetiden – de var nu Hells Angels MC Denmark.
Begyndelsen af 80’erne var forholdsvis rolige og de danske engle nød deres nye status. Andre af de “nye” bikerklubber havde problemer med de “tilbageblevne” rockere fra Bullshit. Kulturskiftet var en realitet men endnu ikke fuldbyrdet, og i 1983 blev Hells Angels MC rodet ind i konflikten igen. Der var nu så stor forskel på rockernes og bikernes stil (levevis), at rockerne blev betragtet som en plage. Deres opførsel skadede det nye miljøs udvikling og mulighed for integration. Pressens omtale af rockernes opførsel forstærkede modsætningerne. Hvor rockerne elskede dårlig omtale og tidligere tiders accepterede kampe mellem klubberne, var bikerne helst fri for den slags.
I sommeren 1983 begyndte det danske politi for alvor at interessere sig for bikerne. Interessen blev vakt sydfra, hvor det tyske forbundspoliti BKA under indflydelse af rapporter fra FBI, var begyndt at bruge amerikanske metoder mod Hells Angels MC Hamburg. Efterforskningsskridt og manipulation af offentligheden, der var helt ude af proportioner i forhold til virkeligheden, blev nu anvendt mod de tyske brødre. Terrorismen i Tyskland var på kraftigt tilbagetog og tysk politi havde brug for nye fjendebilleder. Bikerne var som skabt til dette formål.
Situationen i Tyskland kulminerede med at hele Hamborg-afdelingen blev fængslet. Enkelte af medlemmerne blev sigtet for forskellige kriminelle handlinger, mens de fleste blev sigtet for at tilhøre en kriminel organisation. To år senere blev 5 ud af 16 medlemmer idømt domme på mellem 2 og 7 års fængsel i mindre og individuelle sager. Afdelingens øvrige medlemmer blev i flere retssager frifundet for at tilhøre en kriminel organisation, men Hamborg-afdelingen blev kort tid efter forbudt som værende samfundsskadelig. Hvad FBI ikke havde kunnet opnå i USA, så ud til at være lykkedes i Tyskland.
Efter at tysk og dansk politi havde holdt en række møder, mærkede også de danske bikers, at de for alvor var blev brugt som et politisk kampmiddel. Og da konflikten mellem rockerne og bikerne brød ud i september 1983 gik det stærkt. Fra udelukkende at have beskæftiget sig med kriminalitetsbekæmpelse inden for miljøerne, lagde politiet strategien om. Bikermiljøet skulle stresses og udnyttes maksimalt til at skaffe øgede bevillinger og udvidede beføjelser.
“Rockerkrigen”, som konflikten blev døbt i medierne, varede i fem år. Otte mennesker blev dræbt, og mere end 100 års fængsel delt ud, inden den sidste store rockerklub Bullshit opløste sig selv i 1988. Tilbage stod Hells Angels MC og landets øvrige bikerklubber som sejrherrer. Med en stor, stærk og dominerende klub i spidsen var tiden med voldelige sammenstød i mc-miljøerne overstået i Danmark, troede alle.
Først i begyndelsen af 90’erne blev bikerne for alvor opmærksom på, at myndighederne siden “rockerkrigens” afslutning i 1988, havde ført en hemmelige krig mod Hells Angels MC. Politiet havde lært lektien: Et ustabilt rockermiljø var guld værd i bevillinger og beføjelser, men så længe der kun fandtes én stor og dermed dominerende klub, udeblev konflikterne. Presset på Hells Angels MC og deres støtter blev intensiveret. Under dække af “kriminalitetsbekæmpelse” og ved hjælp af en såkaldt “hemmelig” rapport, der blev lækket til pressen i 1991, miskrediteredes Hells Angels-medlemmernes offentlige omdømme og anseelse. Faktuelle oplysninger og usandheder blev blandet sammen og fremstod for offentligheden – om end udokumenterede – som troværdige.
Trods bikermiljøets gode hensigter blev betegnelsen “rocker” af politi og presse fastholdt og man formåede endda at sammensætte det med ordet “kriminalitet”, således at der i 1991 skabtes et falsk fænomen og heraf en fornemmelse af at “rockekriminalitet” i Danmark var stigende og en fare for hele det danske samfund. Det var løgn, men journalister og politikere troede, eller ønskede at tro, på politiets manipulerende påstande. Bikeren – som person – og dennes udvikling blev holdt skjult for offentligheden, mens myndigheder og medier i fællesskab sørgede for at “rockerspøgelset” til enhver tid var nærværende.
Næste fase i myndighedernes strategi var en systematisk fremkaldelse af arbejds- og samfundsmæssig modgang. Bikerne oplevede at politiet fik dem fyret fra deres arbejdspladser, at de fik deres forretninger ødelagt, og at sågar deres omgangskreds blev holdt ude fra arbejdsmarkedet. Bikernes deltagelse i offentlige arrangementer. såsom bike shows, koncerter og foredrag blev af myndighederne søgt stoppet med alle tænkelige midler. Alle positive elementer i bikerkulturen blev negligeret eller fordømt som værende charmeoffensiver og dække for organiseret kriminalitet og resultatet af den undergravende virksomhed udeblev ikke.
Op gennem 90’erne blev Hells Angels Denmark og dets omgivelser udsat for ren terrorvirksomhed fra politiets (nu nødvendige!) specialenheder, og med den almindelige fremmedgørelse, som allerede havde fundet sted, kunne landets politi i fuld offentlighed (TV-avisen, vinteren ’91) erklære åben krig mod bikerkulturen som et hele. Medlemmerne af klubberne, deres kærester og venner blev effektivt chikaneret og forsøgt presset ud af samfundet, til arbejdsløshed, ny kriminalitet eller det, der var værre.
Hells Angels MC søgte at modstå presset. Ved en dom i Københavns Byret i januar 1994 blev de fleste af politiets og mediernes påstande vedrørende kriminalitet omkring Hells Angels kendt ubeføjede, i en retssag mod Ekstra Bladet, hvor selv de politifolk der havde fabrikeret de usande rapporter ikke (måtte) møde op for at vidne for deres samarbejdspartnere på avisen. Samtidig styrkedes klubben internt og Hells Angels voksede i Danmark og spredte sig til hele norden. Hells Angels MC og de øvrige bikerklubbers frihed var blevet begrænset, men medlemmernes evne til at overleve formåede at styrke kulturen betydeligt.
Uanset Hells Angels tilpasningsevne og styrke til at overleve, lykkedes det for politiet og pressen at svække klubbens omdømme. Hetzen og de mange kræfter Hells Angels MC havde været nødt til at bruge, for at dæmme op for den, skabte plads og grobund til et andet bikermiljø. Med den foregående “rockerkrig” i frisk erindring søgte medlemmer af Hells Angels MC af al magt, at undgå nye konflikter, men politiets og pressens ustandselige snak om kommende krig samt provokationer, var mere end bikerkulturen kunne bære. Med en nøje tilrettelagt strategi var det lykkedes dele af dansk politi, at styrke miljøernes mest negative kræfter og føre dem direkte ud i konflikt.
Balladen der startede i ydermiljøerne som et resultat af misinformation, spredte sig til store dele af miljøet, ikke mindst som en følge af de utålelige forhold klubbernes medlemmer blev udsat for fra samfunds-systemets side. Politi og medier havde med deres fremmedgørelse af bikerne medvirket til at skabe et “monster” og en situation der ikke kunne styres. “Store Nordiske Rockerkrig”, som myndighederne og pressen døbte konflikten, varede i halvandet år og kostede 11 mennesker livet.
I dag er der igen skabt fred og ro i miljøerne og medlemmerne af de store klubber arbejder på at genskabe og fastholde de forhold der var før 1990, hvor myndighederne havde påbegyndt deres mest aggressive hetz. Forholdene til de omkringliggende samfund blev forsøgt forbedret gennem deltagelse i offentlige arrangementer, men det var svært når myndighederne konstant lagde hindringer i vejen. Såvel det gamle som det nye bikermiljø havde fået en over næsen, men det samme kunne siges om de myndigheder og den del af pressen som havde været med til at opildne til krig. De første ville i en periode være nødt til at samarbejde med bikerne om at bevare miljøets positive ting og dermed sikre freden. Og medierne burde tænke sig godt om inden de fortsatte med at samarbejde med de mest repressive kræfter inden for politikorpset til at skabe den politistat som Pressen i sidste ende selv frygter.
Den forhadte “rockerlov”, hvor bikerne blev forment adgang til deres bopæle og arbejdspladser er sat ud af kraft, men bevares i tilfælde af fremtidige uoverensstemmelser mellem grupper i det danske samfund, og er siden blevet udbygget til også at gælde andre områder i lovgivningen. Snakken om forbud mod de store motorcykelklubber er lagt på hylden. Det var ikke muligt at løfte bevisbyrden mod klubberne, for overtrædelse af grundlovens paragraf 78 om “foreninger der virker ved vold”, ligesom det heller ikke var muligt at sætte klubberne i forbindelse med organiseret kriminalitet.
De gode intentioner som politiet udviste efter deres såkaldte ”store nordiske rockerkrig” holdt ikke længe. Snart begyndte kræfter inden for korpset at chikanere bikerne igen og ligesom tidligere foregik det i det skjulte. Senere i det nye årtusinde ville kampagnerne imod Hells Angels MC og de øvrige bikerklubber dog have bidt sig så godt fat i alle samfundslag og ikke mindst blandt politikerne, at ”krigen mod bikerne” i dag føres åbenlyst, kun hæmmet af den lovgivning som hindrer den totale udryddelse. Andre grene af myndighedssystemet har lært af politiet og fængselsvæsenet og Skattevæsenet har i stor stil udnyttet bikernes (læs: frygten for rockernes) dårlige image til at promovere sig selv.
Politiet har stadig travlt med at chikanere og kontrollere bikerne, men efter angrebet på World Trade Center og efter at den såkaldte terrortrussel er vokset, har ordensmagten fundet nye fjender at koncentrere sig om. Gadebander og islamister. Det har dog ikke gjort at politiet har glemt bikerne. Op gennem sen90erne og ind i det nye årtusinde har dele af dansk politi, og igen i samarbejde med pressen fået fremprovokeret en ny konflikt mellem bikerne og de såkaldte gadebander af udenlandsk herkomst ved at bruge de samme metoder som de gjorde i begyndelsen af 90erne.
I 2007 begyndte det at ulme og året efter gik det løs på flere fronter. Hells Angels-medlemmerne i Danmark var igen i konflikt og stod over for nogle af de største udfordringer i klubbens historie. Det var hårde tider, men også denne gang lykkedes det klubben at komme igennem kriserne og komme styrket ud af konflikterne. Hells Angels MC Denmark er kommet for at blive. Med et voksende bikermiljø, alle klubbens afdelinger styrket, nye afdelinger åbnet rundt om i Danmark, og ikke mindst de mange nye HA-medlemmer samt unge mænd der ønsker at blive en del af sammenholdet i AK81 og måske senere hen forsøge at opnå medlemskab i verdens førende bikerklub.