POLITIETS KUGLESTØBERE

af Jørn Jønke Nielsen

Politisk kommentar skrevet til Scanbikes april nummer i 2005. Forinden fremsendt til diverse medier i Danmark i et forsøg på at advare mod en kommende konflikt mellem forskellige grupperinger i det danske samfund. Antaget af Berlingske Tidendes kronikredaktion, men nægtet optagelse af chefredaktionen på samme avis. Venligst afvist af Jyllands Postens kronikredaktør med begrundelsen pladsmangel og travlhed. Afvist af dagbladet Politikens kronikredaktion grundet pladsmangel. Optaget i forkortet udgave af daglandet Information i marts måned. Kommentaren har været redigeret flere gange for at tilpasse sig de forskellige avisers formater og bringes her i Dagbladet Informations redigerede udgave. Kommentaren kan i sin fulde længde læses i Scanbikes april nummer.
POLITIETS KUGLESTØBERE
I første halvdel af 1990erne arbejdede kræfter inden for dansk politi på at skabe konflikter mellem motorcykelklubberne Bandidos og Hells Angels. ”Store Nordiske Rockerkrig” som pressen døbte den, udviklede sig blodigt fra 1995 og frem til efteråret 1997. Allerede forud for konflikten advarede bikermiljøet om at politiet pustede til ilden og at det kunne få fatale konsekvenser, men bikernes advarsler blev ignoreret af såvel dansk politi, som af pressen og politikerne. Først langt senere, da en tidligere rocker som havde arbejdet som hemmelig politiagent, stod frem i Ekstra Bladet og fortalte om de advarsler han i forbindelse med sit ”arbejde” havde givet politiet om våbenkøb og forestående angreb, begyndte andre end bikerne selv at tro på historien om ”politiets kuglestøbere”. I dag er historien ved at gentage sig og kræfter inden for dansk politi arbejder igen på at skabe grobund for ”rockerkrig”.
Det ville ikke være fair at påstå, at det alene var personer inden for politiets rækker, der lagde grunden til konflikten. Også medierne må tillægges en stor del af ”æren” for ukritisk, at have kolporteret ledende politifolks konfliktskabende oplysninger om kommende krig, ligesom medlemmer af de to klubber og deres supportere må tage deres del af skylden for at det gik som det gjorde. Men modsat politiet og dets korrekturlæsere inden for pressekorpset, der tjente på konflikten i form af øgede bevillinger og ny lovgivning, samt for mediernes vedkommende mersalg, blev de to klubber og deres medlemmer senere hen straffet for deres deltagelse. Prisen var døde og lemlæstede brødre, lange fængselsstraffe og et stærkt forringet omdømme i offentligheden.
Frygt for ny blodig krig, tordnede aviserne. Vi må være beredt på en genoptagelse af rockerkrigen, men tager ikke bekymringerne på forskud, udtalte ledende politifolk. Men det var lige netop hvad han og andre politifolk gjorde og det skabte farlige stemninger omkring bikermiljøerne. Under et debatmøde på TV3, proklamerede chefredaktøren på Ekstra Bladet hånligt, at hvis rockerne var så dumme at de lod sig påvirke af pressen til at gå i kødet på hinanden, så sagde det mere om dem end om pressen. Muligt men netop pressen havde og har alle dage haft magten til at underbygge og udvikle konflikter. I USA har der længe været krig mellem Bandidos og Hells Angels, blandt andet om magten i Europa. Det kan betyde total krig. Således Rigspolitiet i samme periode. Det var lige det, som de der ønskede konflikt ville høre. Bikerne ønskede det ikke, så klubberne udsendte en fælles pressemeddelelse om at parterne aldrig havde været i krig og heller ikke var på vej mod krig. Pressemeddelelsen blev ignoreret af medierne.
I 1994 og 1995 mærkede medlemmerne af de to fraktioner hvordan presset fra politiets side skabte små konflikter ude omkring i landet. Rygterne svirrede og medierne blev stadig overrendt af politifolk, som havde travlt med at ”advare” imod fremtidig rockerkrig. De ledende kræfter i klubberne begyndte nu også at se en kommende konflikt som uundgåelig. I et brev til Folketingets retsudvalg appellerede Hells Angels til politikerne om at standse politiets kuglestøberi. Ingen i Danmark ønsker social uro eller ukontrollerede dramatiske begivenheder fremprovokeret af offentlige myndigheder eller medierne, skrev klubben. Som alle i dag ved, var der ingen der lyttede og selv om de åbenmundede politifolk tav og politiledelsen med et smil fortalte at man skam havde situationen under kontrol, så endte det i en dødelig konflikt. Politiet fik deres millioner og deres rockerlove. Pressen fik deres blodige sensationer og borgerne det endelige bevis på at ”rockerne” var sindssyge.
Når en journalist i dagens Danmark spørger en ”rocker” om hvem der vandt krigen dengang, lyder svaret som oftest; Det gjorde politiet. Heri ligger også en del af forklaringen på hvorfor kræfter inden for politiet ti år efter endnu en gang forsøger at skabe konflikt. En ny rockerkrig vil være en glimrende afledningsmanøvre fra Dan Lynge-kommissionen. Derudover vil en ny ”rockerkrig” igen åbne for ekstrabevillinger til politiet og nye lovindgreb. Eneste problemer for nutidens kuglestøbere har været, at befolkningen er trætte af at høre om hvor farlige de oprindelige rockere (bikere) er. Og at ”rockerne”, som en følge af det pres som det etablerede magtsystem har udsat dem for, er alt andet end lige interesseret i at gå i krig.
Problemet for bikerne og samfundet er modsat, at de negative kræfter inden for politiet har været fremsynet nok til at udvikle nye ”rockertyper”. Hvor etaten andre steder har misbrugt betegnelsen ”rocker” for at opnå sine politiske mål, eksempelvis i kampen om at få lukket Christiania, har kuglestøberne allerede kørt nye ”rockere” i stilling. Metoderne der benyttes er de samme, men nu hvor de to tidligere parter i ”Store Nordiske Rockerkrig” har fundet sammen, har det været nødvendigt at mutere rockerbegrebet yderligere. Mens bikerne og de der ligner dem siden 80erne er blevet ”udviklet” hen imod massebetegnelsen rockere og rockerbander, er grupper af unge med anden etnisk baggrund blevet ”udviklet” fra at være utilpassede unge og medlemmer af gadebander, til i dag at være marginaliserede fremmedrockere og rockerbander. Eller som Rigspolitiet forklarede det til Politiken i juli 2003. Kunsten er at opretholde presset mod rockerne og samtidig være opmærksom på nye tendenser.
I 70erne og de tidlige 80ere hvor kontakterne mellem nydanskere og rockere/bikere nærmest var ikke eksisterende, blev ”rockerne” ofte betegnet som racister. Beskyldningerne om racisme gled dog langsomt ud til højre i takt med at bikerne begyndte at få venner med indvandrebaggrund og visse politiske partier fik øje på de nye fjender. At bikerne reelt set gjorde deres for at integrere nydanskere som passede ind i deres miljø, havde dengang ikke mediernes bevågenhed. Først i begyndelsen af det nye årtusinde, hvor unge ”2g’ere” gjorde deres til at gøre alle flygtninge, indvandrere og efterkommere af indvandrere til fjendebillede nummer et, blev bikerne (nu rockerne) sat i forbindelse med disse. De nu upopulære nydanskere, var ifølge politiet rockernes kriminelle samarbejdspartnere, eller måske endda ”fremtidige fjender”. Ikke et ord om at nogle var venner, eller endog for fleres vedkommende var blevet optaget som medlemmer i klubberne, men masser af historier i pressen om opgør mellem rockere og indvandrere.
Vel har der også været sammenstød mellem de der af politi og presse i dag betegnes som værende henholdsvis ”rockere” og ”fremmedrockere”, men alt andet ville da også være underligt. I hvert fald hvis man skal tro dansk presse, hvor stort set alle befolkningsgrupper i Danmark har oplevet sammenstød med de nytilkommende og deres kulturer. Det er derfor ikke i sig selv omtalen af sammenstød mellem ”rockerne” og – skal vi kalde dem ”nyrockerne” – som er uheldig, eller sagt lige ud, farlig for det danske samfund. Nej det er kuglestøbernes måde at levere deres budskaber på. Skjult i journalisternes spalter og bag avisredaktørernes smalle skuldre gemmer der sig nemlig igen de samme henvendelser til primitive sjæle med opfordringer til vold, som også blev fremført i 90erne. Det handler igen om at puste til ilden og støbe de kugler som skal bære startskuddet til landets næste ”rockerkrig”. Med de gamle veletablerede ”rockerbander” forbrødret på den ene side, og de – igen ifølge politiet – ”respektløse nyrockere” på den anden side, er banen kridtet op til en ny konflikt.
At etablerede motorcykelklubber og uorganiserede gadebander risikerer at komme i konflikt med hinanden virker primitivt og bør forhindres af alle gode kræfter. At primitive grupperinger inden for politiet i dag puster til ilden er måske for nogle forståeligt, men bør ikke accepteres. Problemet bliver først rigtig alvorligt når ledende kræfter i politiet, med ord og handling ser igennem fingre med potentielle uromagere og anstiftere, og selv aktivt medvirker til at udvikle konflikter. Foreløbig er de sluppet afsted med at skabe grobund for én krig. De har formået at udvande rockerbegrebet igen og har allerede defineret morgendagens kombattanter. Og endnu har ingen journalist, chefredaktør eller politiker vovet at sætte spørgsmålstegn ved hvad en ”fremmedrocker” er, eller hvorfor såkaldt ”besindige politifolk” igen og ustandseligt bærer ved til det bål som langsomt men sikkert vil varme den esse op, hvorfra kuglerne til næste ”rockekrig” støbes.