INTEGRATION OG UDSTØDELSE

af Jørn Jønke Nielsen

Mens politikerne skriger sig hæse over manglende integrering af udlændinge i Danmark, har de samtidig travlt med at udstøde danske statsborgere fra det arbejdsmarked, som de alle påstår er den vigtigste brik i det ”puslespil” der gør at en borger får et godt og indholdsrigt liv. Noget at beskæftige sig med, mad på bordet og muligheden for at leve fri af kriminalitet. Alt sammen noget der er stemmer i her op til det kommende valg. Hvad enten det handler om at sikre en nydansker fast arbejde eller forhindre en rocker i at få et, så er det politisk styret og oppe i tiden. Det første er forståeligt og vækker minder fra slutningen af 70erne hvor en rocker var en mistilpasset ung, der igennem skole og arbejde skulle genintegreres i det danske samfund. Det andet virker uforståeligt, men kender man myndighedernes motiver til den udstødelse og fremmedgørelse som de personer der i dag stemples som ”rockere”, er meningen til at få øje på. Bikerne – eller ”rockerne” som myndigheder og medier i forening foretrækker at kalde dem – skal væk og et af midlerne er at sulte dem og tvinge dem ud i kriminalitet.
Da et medlem fra en fynsk motorcykelklub sidste år blev fyret uden varsel fra sit arbejde, var det ikke fordi han havde optrådt ubehøvlet, virket uengageret, eller andet der kunne berettige en afskedigelse. Der var tale om et ganske almindeligt chaufførjob i transportbranchen hvor ingen sikkerhedsmæssige hensyn var gældende. Officielt var der tale om samarbejdsvanskeligheder, men i kulisserne handlede det om at den pågældende var medlem af en motorcykelklub. Arbejdsgiveren oplyste at han intet havde at udsætte på sin ansatte, men set i lyset af den megen negative omtale af ”rockere” så han sig nødsaget til at fyre ham. Sagen er langt fra enestående, og som tidligere beskrevet i Scanbike, så er den et resultat af det tætte samarbejde mellem dansk politi og presse der har stået på i mange år. Landet over har bikerne, eller ”rockerne” som landets offentlige instanser og medierne betegner dem, oplevet at blive fyret fra deres arbejde, blive hængt ud i dagspressen i forbindelse med opstart af firma, eller andet der har kunnet skabe samfundsmæssig modgang for dem.
Det er ikke alle ”rockere” der er bliver opsøgt på deres arbejde, eller udsættes for pres i forbindelse med opstart af egen virksomhed, men hvis en ”rocker” tillader sig at holde et godt arbejde, der overstiger hans ”stand” og hvor lønnen overstiger det en almindelig arbejdsmand tjener, så er fanden løs hos NEC og han skal stoppes. Mange forsøg på at skabe sig selvstændige virksomheder er kæntret som en følge af negativ presseomtale og ikke så få personer med såkaldte ”rockerrelationer” er blevet presset til det yderste for at kappe båndene til rockeransatte, deres familie eller venner. End ikke bikernes advokater, revisorer og andre for virksomhedsdrift nødvendige samarbejdspartnere, er gået ram forbi. Det er kun få år siden, at landets justitsminister i fuld offentlighed truede med bål og brand hvis de involverede sig med ”rockere”. Enten er de med os i kampen mod rockerne, eller de er imod os, tordnede hun som et ekko af den krigsliderlige amerikanske præsident Bush. Stillet over for sådan et pres kan det være svært for den enkelte arbejdsgiver at holde fast i en ansat, og som selvstændig erhvervsdrivende nærmest umuligt at overleve. Eksempelvis er det ikke muligt at opnå kassekredit hos banker og pengeinstitutter hvis man er ”rockerrelateret”. Virksomhederne er simpelthen bange for at blive sat i forbindelse med de ”farlige rockere” og selv ende på politiets sorte liste.
Hvis det endelig lykkes en ”rocker”, eller en af de personer som politiet betegner som værende rocker, at bide sig fast i arbejdsmarkedet, enten i form af en vellønnet stilling eller i et firma der fungerer, ender det ofte med at denne og vedkommendes samarbejdspartnere hænges ud. Et tydeligt eksempel herpå var et flyttefirma og dets storkunde der i 2003 blev hængt ud til tørre i pressen. Flyttefirmaet måtte i fuld offentlighed forsværge egne ansatte og møbelfirmaet måtte i flere officielle udtalelser understrege, at flyttefirmaet risikerede at miste dem som kunde, hvis det viste sig rigtigt at de var ”rockerbefængte”, for lige at bruge et godt udtryk fra dagbladet B.T.’s omtale af sagen. Eksemplerne er mange og de vil blive ved med at dukke op indtil nogen siger enten stop, rockerne forsvinder, eller politikorpset holder op med at misbruge bikerne for egen vindings skyld. Det første kan man glemme alt om. Bikerne, eller for den sags skyld ”rockerne”, har absolut ingen politisk opbakning og de instanser der normalt er til for at forebygge og hindre statsmagtens totalitære fremfærd over for borgere og minoriteter, er sat effektivt ud af spillet som en direkte følge af de pressekampagner der i to årtier har lagt rockerne for had. Der er næppe heller nogen fare for at ”rockerne” forsvinder. Bikerne er kommet for at blive. De er en del af en livsstil og er der ikke længere bare for sjovs skyld. Samtidig opfinder politi og presse jævnligt nye eksempler på hvad rockere er, så ”rockere” bliver næppe en mangelvare i fremtiden. Hvis de politiske kræfter i politiet skulle vælge at stoppe dets hetz imod bikermiljøet og dermed udtørre den nærmest uudtømmelig kilde til bevillinger og nye lovindgreb, ville der være tale om intet mindre end et mirakel.
Ser man på den samfundsmæssige modgang politi og andre offentlige myndigheder skaber for bikerne, burde det ikke undre nogen at bikerne også bliver kriminelle, eller for nogens vedkommende lever med en sort-hvid økonomi. For magtmisbruget stopper ikke her. Når firmaet er gået konkurs, eller den enkelte er blevet fyret for anden gang og ikke kan få et ordentligt arbejde fordi han er ”rocker”, så dukker minsandten skattevæsenet op. Det gør de mange steder i det danske samfund, men ingen steder udviser de større nidkærhed end i ”rockerkredse”. Her skal borgerne nemlig ikke bare undersøges med henblik på, at der skal være orden i sagerne og de skal følge landets love. NEJ ”rockerne” skal presses og hænges ud i offentligheden så alle kan se hvilke samfundsnassere de er. Og sagerne blandes grundigt sammen for et syns skyld: På den ene side er ”rockerne” velorganiserede og dybt kriminelle der vælter sig i rigdom mens de opretter private virksomheder til hvidvask af sorte penge. På den anden side primitive og asociale bistandsklienter der lever som grever og baroner for de ulovlige indtægter de måtte have. At tingene ikke hænger sammen, stiller ingen spørgsmålstegn ved, og der kommer aldrig dementier hvis det viser sig at de har orden i sagerne.
De fleste bikere har fast arbejde eller selvstændig virksomhed, men et langt stykke hen ad vejen er det deres egen skyld at det er gået som det går. Her tænker jeg ikke så meget på den kendsgerning, at flere bikere er dømt for kriminelle forhold og for nogles vedkommende må betragtes som luddovne. NEJ jeg tænker på at bikerne har ladet stå til. De fleste har nærmest udvist ligegyldighed over for myndighedernes omfattende stressstrategi og har end ikke gidet sætte sig til modværge imod de mange overgreb, der i de senere år er nået langt ud over det formål, som kan betegnes som almindelige kriminalitetsbekæmpelse. Politiet har med få undtagelser frit kunne miskreditere danske bikere og udnyttet dem til at malke den danske statskasse. Kun i første halvdel af 90erne mandede bikerne sig op og slog tilbage i form af indsamling af oplysninger om den terrorgruppe Københavns politi havde nedsat for at stresse bikerne. ”Bravo banden” endte med at blive nedlagt fordi den kom ud af kontrol, men det skyldtes hovedsagligt at bikerne, deres familier og venner indsamlede informationer om gruppens overgreb og lagde sag an for de overgreb der foregik. I dag er myndighedernes strategi en anden og den åbenlyse taktik er blevet mere sofistikeret. Og som et resultat af bikernes ”laden stå til” har politietaten vundet slaget om borgernes gunst. Mange danskere er ikke længere i tvivl om, at en ”rocker” er et kriminelt og samfundsnassende uvæsen. Og sådan vil det fortsætte hvis ikke bikerne selv stopper op og gør sig klart, at politiet – dem med magten og de store bevillinger – for mange år siden erklærede dem og deres livsstil krig.
Medmindre man har levet på en øde ø de sidste tyve år, så ved man godt hvorfor myndighederne optræder som de gør. Den ”gode fjende” har altid været ideel til at sikre øgede bevillinger og nye beføjelser. Men det interessante og vigtige er at se og forstå hvorfor de gør som de gør. Kender man deres strategier og handler derudfra er det nærmest pinlig nemt at afsløre dem og afdække hvad det er der foregår. Det kræver bare at bikerne gider og det gør de fleste først når de selv eller deres allernærmeste udsættes for overgreb. Sådan er det med de fleste mennesker, men det er ingen undskyldning for at lade stå til. Myndighederne graver hele tiden grøfter og bikerne, samt de mange ”rockere” som myndighederne bruger som kanonføde, falder hele tiden ned i dem. Ingen spørger hvorfor danske myndigheder har så travlt med at udstøde bikerne fra arbejdsmarkedet og det på trods af at svarene ligger lige for: Som arbejdsløse eller lavtlønnede, er bikerne ikke med til at betale politiets løn og sådan ønsker politiet og politikerne at det skal fortsætte. Dernæst øges risikoen for frustrationer og ballade i miljøerne, hvilket fremmer kriminaliteten og dermed politiets forehavende. Dette giver samtidig politiet gode muligheder for at stemple hele det samlede bikermiljø som værende udskud. Eller endnu værre – som en trussel imod det etablerede samfund.
I sine erindringer fra 1997 beskriver den tidligere østtyske spionchef Markus Wolf hvordan man skabte modgang for de borgere der ikke indordnede sig efter statsmagtens ønsker i det daværende DDR (dengang Østtyskland). …Hvis f. eks. ministeriets afdeling 20, der var ansvarlig for kulturen, var bekymret over en vis ”fjendtlig-negativ person” – for at bruge kontraspionagens jargon – og vi konstaterede, at en nabo til denne person var i HVA’s (Generaldirektoratet for efterretningsvæsenet) kartotek, blev han eller hun benyttet til at informere og komme med information om den pågældende…Dette vage udtryk ”fjendtlig-negativ” kunne benyttes mod enhver, der modsatte sig eller var helt eller delvis uenig med ledelsens politik. Det var et Stasi-forfølgelsens værste instrumenter. Netop brugen af faste og dæmoniserende betegnelser for fjender er vigtige i enhver forfølgelse og her har de danske myndigheder udnyttet betegnelsen ”rocker” til fulde. Spionchefen, der dengang i den vestlige verden blev kaldt ”manden uden ansigt”, fortæller videre i kapitlet ”Aktive Forholdsregler” om hvordan aflytninger og overvågning af ”fjender” blev misbrugt i offentligheden for at skabe stemninger. …Vi kombinerede ægte og falske oplysninger og udbredte dem for at styrke vores politik, svække Vestens politik og organisationer og kompromittere enkeltpersoner. Det er en taktik som er blevet benyttet i vid udstrækning af dele af det danske politi og som mange af de bikere der har været igennem pressens gabestok kan nikke genkendende til.
For den enkelte biker er det svært at foretage sig noget, men som beskrevet i sidste nummer af Scanbike, så er det på tide at få gjort noget ved det, hvis ikke bikerne skal ende deres dage i det nye årtusindes gaskamre. Faktisk kan man gøre en hel masse for at modgå den samfundsmæssige modgang som myndighederne skaber. Det vigtigste er at råbe op når man bliver udsat for et tydeligt og beviseligt overgreb. Fortæl omgivelserne om det. Tal med en advokat og få ham eventuelt til at lægge sag an imod arbejdsgiver eller de politimyndigheder overgrebet udspringer fra. Skriv ned og arkiver og send eventuelt en kommentar om det skete ind til Scanbike. Det er ligegyldigt om man er uafhængig biker eller medlem af en klub. Bare man gør noget. Dovenskab er den største årsag til at de mange overgreb får lov til at fortsætte. En anden og ikke uvæsentlig årsag er naturligvis de sager som bikerne selv forærer politiet. Eksempelvis når de ikke har nogen indtægt, men åbenlyst formår at leve som millionærer. I sidste ende vil det bedste middel til at stoppe politiets ”krig” imod bikerne være, at bikerne fortsætter med at starte virksomheder op og skaffer sig solidt fodfæste på arbejdsmarkedet. På den måde vil politiet efterhånden få udvandet deres argument med at ”rockerne er de mest kriminelle”. Og bikerne vil med god samvittighed og smil på læberne kunne sige. Skru ned for charmen Gert og Helge, det er mig der betaler jeres løn!
Det mest tankevækkende ved hele det cirkus der i øjeblikket spiller for fulde huse er, at politikerne og myndighederne har så travlt med at integrere udlændinge for at sætte en stopper for de uheldige sociale følgevirkninger, som især manglende arbejde giver. Enhver ved at lediggang er roden til alt ondt, og det kræver heller ikke den store ledvogtereksamen at regne ud at hvis man ikke kan tjene penge på det ene, så bliver det på noget andet. Dette skal ikke læses som et indlæg i den igangværende udlændingedebat, men derimod ses som et paradoks i den verden vi lever i og som bikerne også er en del af. Hvorfor man har travlt med at integrere en gruppe mennesker i samfundet for at forsøge at skabe et bedre liv for alle og undgå at de kommer ud i kriminalitet, mens man samtidig gør alt muligt for at skabe grobund for kriminalitet blandt en anden gruppe mennesker, burde andre end bikerne stille spørgsmålstegn ved.