HAMC udvikling

Udviklingen i 50erne og 60erne
Hells Angels har udviklet sig meget siden de tidlige dage i Californien, og gør det fortsat. Der er tale om et langt forløb, som for den brede offentlighed har været holdt mere eller mindre skjult. Først af rockernes utilnærmelighed og pressens sensationslystne og myteskabende fortællinger og sidenhen af politiets interesse i at bevare gamle “skræmmebilleder”. Hos myndighederne havde man alle dage haft brug for “farlige grupper” til at legitimere overgreb, nye lovtiltag, og til at skaffe politisk opbakning til øgede bevillinger og beføjelser. Hells Angels passede perfekt til dette formål. Her var en gruppe af unge mænd, der af og til sloges, var hemmelige omkring deres klub og dens aktiviteter, men samtidig synlige i gadebilledet.

I 40’erne, 50’erne, og 60’erne gav Hells Angels (i USA) pressen alt det den sukkede efter. En gruppe af mennesker (rebels without a course), hvis livsførelse var anderledes og imod det etablerede samfund. For englene gjaldt det om at være modsat og provokerende over for “borgerdyrene”, som rockerne (senere hen) også i Danmark kaldte alle andre end dem selv. Den danske udvikling lå dengang 15 – 20 år efter den amerikanske.

I de gamle dage fandtes kun få rigtige engle, men pressen skrev om tusinder af engle, der terroriserede Californien og snart ville indtage det øvrige USA. Fra den epoke eksisterer kun tre HA-afdelinger i dag: Berdoo (San Bernadino), Frisco (San Francisco) og Oakland. Den massive mediedækning skabte ubegrundet frygt i USA, men medførte samtidig at grupper af unge mænd forsøgte at efterligne englene over hele kontinentet og senere hen over hele kloden.

For datidens engle og de øvrige outlaw-klubber skulle alt være farligt. Vidste de det ikke i forvejen kunne de altid læse om “sig selv” i pressen. For englene var det en uvant situation og de begyndte for alvor at leve op til rygtet. Mange “runs” (motorcykeltræf og racerløb) afholdt af mere almindelige motorcykelklubber og mc-organisationer blev forstyrret eller ødelagt af Hells Angels eller andre outlaw-klubber. Denne opførsel medførte afstandstagen fra de store amerikanske mc-organisationer med AMA American Motorcycle Association i spidsen: 99 procent af alle motorcyklister opfører sig ordentligt, udtalte de. Englene elskede det! For de – og senere også rockerne i Danmark – elskede dårlig omtale. “Bad publicity” var tegn på, at man havde “knipset” – et tydeligt bevis for succes i kunsten at provokere. Derfor svarede englene og de øvrige outlaw-klubber med stolthed: “Vi er den ene procent af motorcyklister der ikke opfører os ordentligt.” Deraf opstod det mest kendte outlaw motorcykelklub emblem, 1%-mærket. Det, der i realiteten havde været AMA’s mål, nemlig at udstøde og eliminere få urolige bikers, endte med at blive et symbol på frihed og inspirerede mange motorcyklister til at blive “one percenters”. Outlaw-motorcykelklubber opstod over hele USA og flere og flere søgte om optagelse i den bedste, og helt sikkert mest kendte af alle motorcykelklubber, Hells Angels MC World.

I slutningen af 50’erne, og op gennem 60’erne forstærkede filmindustrien, nyhedsmedierne, og ikke mindst FBI i Californien, myterne og de mere eller mindre fordrejede sandheder omkring Hells Angels. Verden over dannedes klubber som søgte at efterligne Hells Angels. For mange mislykkedes det, men for nogle gik det den rigtige vej og de blev senere optaget som nye internationale afdelinger.

I 1965 udsendte Californiens justitsministerium den første rapport om englenes farlighed. Politiet havde taget de mange skrækhistorier til sig, og op gennem de næste årtier brugte de dem flittigt. Kendetegnende var det for den første rapport, at den lige som mange af de efterfølgende byggede på falske historier, enkelte sandfærdige beretninger og ubestridelige kendsgerninger. Formålet var stadig at skabe og fastholde “fjendebilledet”, for derigennem at opnå mere magt, og myndighedernes krig mod bikerkulturen accelererede nu på fuld kraft. Englene blev udsat for falske rygter, ulovlige arrestationer, ubegrundede frihedsberøvelser, og regeringssammensværgelser i et forsøg på at lukke klubben. Da det ikke lykkedes at komme af med englene indledtes i stedet en strategi med agent-infiltrationer og ”lokkeduer”. Man gik endda så langt som til at oprette et anti-biker korps (BET), hvis formål bl. a. var at likvidere bikere. Dette er dokumenteret ved at flere af den amerikanske regerings “lejemordere” har indrømmet deres deltagelse i sådanne aktioner.

Uanset de mange anslag imod klubben levede medlemmerne af Hells Angels MC videre og klubben voksede sig større. Mens presset øgedes og tiden gik, ændrede Hells Angels i USA for alvor stil og karakter. Medlemmerne tog broderskabet mere alvorligt og kriterierne for optagelse blev strammet op. Dirty-stilen begyndte langsomt at forsvinde. Der var tale om en naturlig og flydende udvikling – ikke mindst som en følge af, at flere ældre og ofte mere velfunderede medlemmer blev i klubben.